![]()
Artist:Mathias Grip
Album:
Udkom:3. oktober 2000
![]()
Foto: Martin Dam Kristensen
Anmeldercitater af Mathias Grips album
Geniale Grip
"Da den danske forfatter Jeppe Aakjær i det herrens år 1905 skrev Jens Vejmand, havde han nok ikke regnet med, at en ung dansk musiker i år 2000 ville kombinere den legendariske tekst med trommemaskiner og elektriske guitarer. Men det er, hvad den 25 årige Mathias Grip har gjort på sit debutalbum.
Ud over Jens Vejmand har Grip tilsat 9 andre danske klassikere fra Folkehøjskole Sangbogen moderne toner, og nogle vil måske få kaffen galt i halsen, første gang de hører Sneflokke kommer vrimlende tilsat technorytmer, eller Du danske sommer, jeg elsker dig i en hård guitar-version. Men når kaffen er fordøjet, viser der sig et meget stort album i kaffegrumsen. Grip har på fornemste vis kombineret det gamle guld med stemningsfuld musik og vokal af høj kvalitet. Albummet er på en gang grænseoverskridende, nyskabende og modigt &endash; modigt fordi man let kan brænde nallerne på nyfortolkninger af gamle klassikere. Denne skæbne vil dog aldrig overgå Grip, der har skabt et af de bedste danske albums i lang tid.
Man skal passe på med at bruge store ord, men det er et af de største, der skal hives frem for at beskrive Mathias Grips debutalbum.
Det kommer her: Genialt!!"
Andreas Munk, Climax
...Mathias Grip sætter lytteren på bedste facon lytteren på en prøve - først og fremmest provokerer den, idet der om de 10 sange står noget nær en stråleglans, for Grip har valgt cremen af cremen...
I det hele taget står det ud af knaphullerne med et talent, som her forløses så ofte, at denne ungersvend fremover vil blive fulgt med årvågenhed og interesse..
Klaus Lynggaard, Information
...Og han slipper faktisk forbavsende godt fra sin umiddelbart halsløse gerning...Hatten af for et modigt og originalt projekt...
Henrik Queitsch, Ekstra Bladet 4 stjerner * * * *
Nudansk sangskat
At fjerne klangen af de gennemprøvede melodier til den danske sangskats allermest elskede sange lyder af galmandsværk. Og det vil da næppe heller lykkes Mathias Grip på hans opsigtsvækkende debut-cd med nyfortolkninger af Højskolesangbogens klassikere.
Men det er nu slet ikke uefne bud, han har med i posen på en opdateret lyd, som lader de meget stærke tekster uantastet. Grundtvig og techno? Tja.
Interessant er denne skive givetvis.
For er det ikke i dag noget nær umuligt at at synge disse tekster uden en vis ironisk distance og med tungen i kinden? Igen tja - faderen gør det jo. Og ironi har såvist ikke noget at gøre i forbindelse med eviggyldige digte som "Jeg elsker den brogede verden", "Den signede dag", og "Nu falmer skoven".
De holder.
Men Grip har gode bud på en ny måde at lytte.
Med en stor desperation i "Nu falmer", som synes meget velanbragt. Og med en sidelæns krabben sig ind på "Det var en lørdag aften" - alle elskendes sørgmodighedssymfoni.
Musikken er rytmer og beats, hentet i storbyens rap og house.
Men også med knivskarpe indstik af minimalisme og klangskøn nydelse.
Kun Nikolaj Nørlund har vel lavet noget der ligner dette.
Utak skal han bestemt ikke have, Grip, for dette vovestykke.
Men lyt selv og døm - og give disse sange den tid, de fortjener.
Vejle Amts Folkeblad, Erik Andresen 4 stjerner
Grip gør det
Han tager sgu´ da pis på mig!
Det var den første tanke der maste sig på hos undertegnede, da
Mathias Grips debutalbum med gamle danske sange fra højskolesangbogen bragede ud gennem højtalerne.
Akkompagneret af et næsten tranceagtigt musik-stykke nærmest råbte den unge Grip teksten til "Jens Vejmand". Men så dukkede alvoren op. For hvorfor ikke? Jo mere man lytter til albummet og læser teksterne, desto mere bliver man betaget af deres dybde og eviggyldighed, selv om nogle tekster er flere hundrede år gamle. Allerede dér når 25-årige Mathias Grip sit mål: at lade lytteren genopdage de smukke gamle danske sange.
Så kan man ellers mene om de nykomponerede melodier, hvad man vil. Nogle må betegnes som skæverter, mens andre sætter teksterne ind i et nyt perspektiv. Det kan ikke rokke ved indtrykket at et flot og vovet debutalbum, der fortjener at blive hørt af mange.
Fyens Stiftstidende, Erik Thomsen 5 stjerner
- Læs om Mathias Grips album ved at klikke her...
Pladeselskabet Have a
Cigar
Rørholmsgade 24 mezz. · DK-1352 København K
Tel.: +45 3311 0750
E-mail: pladeselskabet@pladeselskabet.com
Copyright © Pladeselskabet Have a Cigar.
Oplysninger kan frit citeres - med kildeangivelse
Ajour