Oktober 2012
Pressemeddelelse
TV-2 – Sange Til Tiden
Bag Duggede Ruder – Release 26. oktober
TV-2´s samlede værker – skulle det nu være nødvendigt? Er deres sange ikke kendt af nutidens unge før og nu, rigtige mænd og tidens kvinder samt andre yndlingsbabes, fra Skanderborg Station til Månen via Jakobshavn og Voldum? Det korte svar er joh. Det lidt længere finder du måske her:
Et bokssæt med samtlige TV-2-sange er så god en anledning som nogen til at blive mindet om, hvor meget musik, der faktisk er i Steffen Brandts sange. Eller rettere: Hvor udvidede de bliver ved den kreative nærkontakt med trommeslageren Sven Gaul, bassisten Georg Olesen og guitaristen Hans Erik Lerchenfeld. Det er minimalisme, ja, men presset til det maksimale på den mest afslappede og alligevel totalt disciplinerede måde. Fra The Beatles over Motown og Stax-soul til disco og David Bowie og retur. Det er, som det hedder i en tidlig sang: »Pop til den fremtid vi har fået efterladt … pop når vi tvivler og pop når vi tror…«
Og det har det faktisk været næsten siden dengang der ind på de internetløse avisredaktioner i 1981 tikkede en telefax om, at Danmark nu endelig havde fået TV-2. En del journalister troede, der var tale om den længe ventede og omdiskuterede konkurrent til Danmarks Radio. Den måtte vi vente yderligere syv år på.
I mellemtiden havde TV-2 etableret sig som en moderne, betydeligt mere velklædt, men (lige så) folkekær pendant til både Gasolin’ og Shu-bi-dua.Det var dog ikke til at forudse, da en gruppe med usexede navn, Taurus, albumdebuterede i 1978 med Whatever happened to the sixties. Svaret var, at tresserne var forbi. Det havde de været et stykke tid. Taurus spillede det, der hed progressiv rock. Det måtte gerne være indviklet, for så var det nok kunst, var tidens mantra. Gruppen var på udgivelsestidspunktet allerede et andet sted. Indspilningerne var halvandet år gamle, men pladeselskabet krakkede. Så nu udkom lp’en på Gnags-selskabet Genlyd – uden at give genlyd.
VED ÅRSSKIFTET 1980/81 var Taurus blevet til TV-2. Navnet hævdes at være en forkortelse af Taurus version 2. Men TV-2 og Taurus havde kun musikerne fælles. Brandt havde et bijob som keyboardspiller i Kliche, en gruppe, der virkelig iklædte sig tidens tonedragt. Inspirationen fra Kliche var tydelig på TV2-debut’en, men man skulle bare løbe titlerne på pladen igennem for at se, at der var noget originalt på færde. Alene titlen. Fantastiske Toyota. Hvad fanden betød det? Og betød det overhovedet noget? Det gjorde sangene i hvert fald. De var det, anmeldere kalder civilisationskritiske og satiriske på en alt andet end cirkusrevyagtig måde.
Der var fart på 80’erne og på TV-2, som kunstnerisk blev breaking news i 1983 med Beat, et album, som vakte opmærksomhed med moderniseringen af operetteklassikeren, ’Admiralens Vise’, som naturligvis hed ’Popmusikerens vise’, men det var en sang som ’Bag duggede ruder’, der afslørede, at TV-2 ikke kun var sikkert behersket form, men havde noget på hjerte. Om svimlende forelskelser, om kolde stuer, varme følelser og om en ensomhed større end denne verden. Og hvad var nu det? De kunne jo levere ørehængende refræner uden at skamride fladtrådte popklicheer, men tværtimod genopfinde dem. Den balancegang har Brandt og bandet mestret lige siden.
Plader som Nutidens unge og Rigtige mænd gider ikke høre mere vrøvl gav dem »pop, succes og stjerner på«. Sangene ramte ikke bare tidsånden. De var med til at skabe den. Og med Nærmest lykkelig nøjedes Brandt i 1988 ikke med kun at være iagttager til den mærkværdighed, vi kalder det moderne samfund, et slaraffenland for drømmere og drømme, men også for populister og kynikere.
DER HAVDE VÆRET tilløb til den udvikling. På Rigtige mænd… handler en af de smukkeste sange, ’Eventyr for begyndere’, om ikke at snakke kærligheden ihjel, men gøre noget ved den. Bemærk i øvrigt i den sang, at det er kvinden, der kommer med den opfordring. Mere nede på alle fire var hun altså heller ikke. Og Nærmest lykkelig er en lang beskrivelse af, hvad der kan ske, når kærligheden overdøver forstanden, når man kysser det satans liv. Risikoen er, at det kysser igen. Den risiko har altid været værd at løbe. Også i selskab med TV-2.
De mere personlige, men aldrig navlepillende eller ugebladsafslørende sange har siden fundet deres faste plads på TV-2-sendefladen sideløbende med skamløse popperler som ’De første kærester på Månen’ og ’Der går min klasselærer’ samt dobbelttydige, alternative fædrelandssange som ’Kom lad os brokkke os’ og ’Det er Danmark’, og på den seneste cd, Showtime, er TV-2 nok blevet ældre, men herrekvartetten går stadig mere med charme- end støveklud. TV-2 laver på fjerde årti musik om, for og til alle os, der »hellere vil til Paris og se Venedig og dø end at vente hele livet i en byggemarkedskø…«
I en tid, hvor man, som de synger, »skal helt op til Gud for at finde uopdyrket land«, insisterer de midt i al den hvide overfladestøj på en musik, der måske ikke lyder sådan, men faktisk er »blues for store, blues for små, det er blues for os alle, der går med bluesen udenpå.«
Ord af Torben Bille.
Boksen indeholder:
22 discs i lækker boks:
Alle 17 studie albums fra Fantastisk Toyota (1981) frem til Showtime (2011).
Herudover albummet Om sommeren er alting anderledes som TV-2 indspillede under navnet Beautifuls i 1982 og som aldrig før er blevet udgivet på CD samt Manden der ønskede sig en havudsigt indspillet sammen med RadioUnderholdningsOrkestret og 2 CD’er med et overflødighedshorn af ikke tidligere udgivne remix og nyindspilninger med bl.a. Rosa Lux.
1 booklet for hvert årti på ca. 60 sider.
Billede- og tekst materiale på knap 200 sider
DVD med jubilæumskoncerten fra Sheperds Bush Empire, i London, der blev optaget d. 11.11.11.
Følg med i nyheder på bandets hjemmeside tv-2.dk eller:
www.tv-2.com
www.facebook.com/tv2band
www.youtube.com/tv2band
twitter.com/tv2band.
Copyright © Pladeselskabet Have a Cigar.
Oplysninger kan frit citeres - med kildeangivelse
Ajour